Velkommen til Den Intelligente Investor

Aktiemarkedet er et kynisk og bedragerisk sted. Markedet kan med et smil gøre dig velhavende, og efterfølgende stikke dig i ryggen ved at frarøve dig hele din opsparing. Hvordan skal en investor nogensinde kunne forvalte sin formue med succes når markedet synes kynisk, arbitrært og risikabelt? Uden kritisk sans og kundskab bliver investorernes  lykke lagt i markedets hånd, som ubarmhjertigt knuser en hver drøm om velstand, der baseres på hybris og uvidenhed.

Jeg har startet denne investeringsblog, fordi jeg mener, at der i Danmark eksisterer et behov for at skabe en kritisk tilgang til investering. Alt for ofte møder jeg personer, der investerer med bind for øjnene. Den gennemsnitlige danske investor investerer i det, de mener er “gode selskaber” som eksempelvis Mærsk, Novo Nordisk mv. Det er der intet galt i. Problemet opstår, når man investerer uden nogen form for stillingstagen til prisen der betales for aktien. Mærsk er et godt selskab, men om aktien er et godt køb afhænger udelukkende af den betalte pris.

Jeg investerer ud fra en value-orienteret tilgang, og baserer mine investeringer på fundamental analyse. Dette er fundamentet for bloggen.

Bloggens formål er todelt. Todelingen består i  et lærende element, der skal udvikle vores kompetencer som investorer, og et analyserende element, der skal hjælpe os til at identificere gode investeringer og skabe nye ideer. Kort sagt to elementer der henholdsvis skal mindske risikoen for tab og øge chancen for langsigtet gevinst.

Det er min hensigt, at bloggen henvender sig til nybegyndere såvel som erfarne investorer. Jeg håber, at denne blanding kan stimulere objektive diskussioner, der kan gøre os alle til bedre investorer.

Mit håb er, at vi sammen kan skabe en aktiekultur i Danmark, hvor kritisk investering baseret på fundamental analyse er en selvfølge snarere end en undtagelse.

 

 

2 kommentarer til “Velkommen til Den Intelligente Investor

  1. hej Kristian

    godt med sådanne blogs – jeg kunne f.eks godt tænke mig lidt mere viden om amerikanske aktier for som du siger er der jo et væld af muligheder – jeg har desværre ikke tid nok men vil meget gerne høre og få mails. jeg har tjent en del på Emcore Corporation da den var på det laveste, og jeg ved at det kan gå hurtigt med fortjeneste på amerikanske aktier 🙂

    mvh’
    Jan

    • Hej Jan,

      Tak for ordene! Jeg påtænker at skrive et indlæg, der omhandler hvordan man finder frem til gode amerikanske aktier. Derudover vil mine fremtidige analyser nok primært være omkring amerikanske selskaber, så der skulle være rig mulighed for at få noget inspiration 🙂

      Mvh.

      Kristian

Skriv et svar

%d bloggers like this: